Om retten til aktindsigt

Knud og Thomas,

Tak, for jeres fælles mail.

Jeg kan erklære mig enig i, hvad Knud har svaret.

Jeg vil blot tilføje, at såfremt man har problemer med aktindsigt, kan det være en
fordel at anvende den formular, som jeg har været med til at forfatte for
Åbenhedskomitéen. Formularen og en beskrivelse af, hvad man kan komme ud for i
forbindelse med aktindsigt, kan man finde på http://aabenhedskomite.homepage.dk .
Formularen har vist sig at være særdeles nyttig. Flere har rapporteret, at
begæringer om aktindsigt, som ellers var gået i hårdknude, kom i skred efter, at
man begyndte at bruge den til begæring om aktindsigt.
Jeg er selv af den opfattelse, at formularens styrke i væsentlighed skyldes, at
den signalerer til myndigheden, at den kommer fra en borger, som kender sine
rettigheder.


Som Knud påpeger er det yderst vigtigt, at kræve en journal-liste, da man ellers
ikke har nogen mulighed for at kontrollere, om man har fået aktindsigt i alle de
dokumenter, man er berettiget til.
Journal-listen skal i følge flere udtalelser fra Folketingets Ombudsmand udleveres
uopfordret og gratis. Man har ret til kopi af journal-liste uanset, om man ellers
har ret til aktindsigt i nogen af sagens dokumenter.
Sagt på en anden måde, man har til enhver tid ret til at vide, hvilke dokumenter
en sag indeholder. Der kan så være dokumenter eller oplysninger i dokumenter, som
man ikke må se.
Desværre er det lagt fra alle kommuner og amter, der journaliserer korrekt. Derfor
vil Åbenhedskomitéen gerne høre om Jeres erfaringer, og eventuelt hjælpe med klage
til Folketingets Ombudsmand.

Sidst, det er væsentligt at skelne mellem Forvaltningsloven og Offentlighedsloven.

Man kan anvende Forvaltningsloven, hvis man er part i sagen. Det vil sige, at man
skal være direkte berørt af sagens afgørelse. I sager om gylle vil naboer nok som
regel kunne betragtes som part i sagen.
Med Forvaltningslovens regler har man krav på én gratis kopi af samtlige
dokumenter i sagen.

Efter Offentlighedslovens regler kan en offentlig myndighed kræve betaling for de
udleverede dokumenter, dog kun såfremt man selv har bedt om kopi.

Med venlig hilsen
John Damm Sørensen